Sammenlignelig brugerinformation> Profil

Institutionens pædagogiske principper og værdier

Børnehavehusets læringsforståelse:

Læring er en forandring af barnets viden, værdier, kommer, evner, vilje og følelser.
Børn behøver ikke nødvendigvis at undervises for at lære noget, det kan de også gøre i andre sammenhænge, der ikke nødvendigvis er tilrettelagt indlæring.

Når vi tilrettelægger en form for undervisning, er det for, vi sigter mod de bedst mulige rammer for barnets læring. Barnet befinder sig i en fysisk, social og kulturel verden, der giver et væld af oplevelses- og handlemuligheder, viden og værdier.

Barnet danner sig sine egne meninger og synspunkter.
Vi skal tilrettelægge barnets hverdag, så vi sikrer viden, værdier og en meningsfuld dag. Derigennem far barnet muligheder for at drage lære på sine egne præmisser og sit eget niveau.

Børn har forskellige forudsætninger for at lære, men en læring er altid en varig adfærdsændring, som er et resultat af erfaring og øvelse. Det kan være læring af ord og symboler, motoriske færdigheder, tilegnelse af kundskaber m.m.
Vi, der vil indlære barnet noget, må tage sigte mod barnets sensitive perioder. Disse perioder svarer til en særlig følsomhed. De er forbigående og begrænsede til en erhvervelse af en bestemt egenskab. Nar barnet har udviklet den egenskab, forsvinder den tilsvarende modtagelighed.

At styrke de sensitive perioder er med til at danne barnets åndelige vækst. Nar barnet har en sensitiv periode, bliver det altså særlig følsomt overfor visse ting, og føler ligegyldighed overfor andre ting. Under de sensitive perioder lærer barnet optimalt.

At lære er styret af en stærk vilje hos barnet; eksempelvis kan intet standse et barn, der vil lære at cykle, sjippe, klatre, skrive, vaske hænder, tælle, klæde sig selv af og på m.m.
Barnets egne oplevelser inspirerer til leg både alene og med andre. Gennem leg udvikler barnets sine egne sociale kompetencer. Ofte vælger barnet en leg, der dækker dets nuværende sensitive behov (vandleg, dukkekrog, politi og røvere.)
Ofte ser vi barnet imitere en hændelse eller en person.

Her i Børnehavehuset bestræber vi os på, at personalet skal være oplyst, vidende og målrettede. Dette kan kun lade sig gøre, hvis pædagogen er fokuseret på sin faglige pædagogiske viden og derved kan sikre sig, at barnet kan uddrage en lære af det mål, pædagogen har sat sig for barnet.

Vores pædagogiske opgave er primært at bruge og viderebringe pædagogisk viden, være igangsætter, inspirator, rollemodel, kreativ og fantasifuld og ikke mindst tillidsvækkende og troværdig.

Al pædagogisk indlæring og formidling kræver tid og ro, og det er vores opgave som pædagoger at være målrettet og med hård hånd sortere overflødigt ikke pædagogisk arbejde fra, hvilket vil være til gavn for barnets læring.

Læringsforståelse for børn med særlige behov:

Almindelig læringsforståelse gælder også denne gruppe børn. Men disse børn med midlertidige behov eller permanente behov har derudover brug for særlig opmærksomhed.
Ofte fanger disse børn vores opmærksomhed, fordi de udskiller sig i deres adfærd, motorik eller udvikling. Vi forsøger at afdække problemet eller behovet og ser på, om det er et eksternt eller internt problem. Vi ser, om vi kan løse problemet selv eller har brug for hjælp fra eksterne samarbejdspartnere.

Selvom vi i dag, 2009, har en kolossal viden om børn og deres udvikling og evne til at lære, må vi konstatere, at enkelte barn med permanente vanskeligheder ligger uden for vores rækkevidde. Hvor gerne vi end ville hjælpe dem og afbøde besværligheder for dem, er det ikke muligt.

Selvom vi har en stor faglig viden, har indsigt i barnets verden og forståelse for dets besværligheder eller handicaps, kan disse ikke afhjælpes i den almindelige daginstitution, selvom vi er nødt til at rumme disse børn.
Meget ville se anderledes ud for disse børn, hvis man tidligt kunne tilbyde dem en støttepædagog, mere tid eller tilføre ressourcer til børnehaven. Men dette er et spørgsmål om politisk prioritering.

Madpolitik

Madpakker og eftermiddagsfrugt/-mad:
Vi vil gerne give børnene sunde spisevaner. Børnenes madpakker og eftermiddagsfrugt/-mad er en vigtig del af deres daglige dosis brændstof.

Det er en rigtig god idé at give sundt "tilbehør" med i madpakkerne. Sundt tilbehør kan f.eks. være: Gulerods- og agurkestave, broccolibuketter, små tomater, kogt majs, kogte æg, vindruer, jordbær og andet frugt, rosinpakker, nødder, ostestænger.

Usundt tilbehør hører derimod ikke hjemme i børnehaven og madpakkerne og frugtposerne må derfor ikke indeholde f.eks. : Mini yoghurt med meget højt sukkerindhold (Petit Danone, Lillebror o.lign.), mælkesnitter m.m. søde kiks (f.eks. med creme i), slik, chokolade og kage.

Måltiderne i børnehaven skaber samhørighed, men kan også skabe konflikter, et venskab købt for en kiks varer sjældent længere end det tager at spise kiksen...

Fødselsdage:
Gul stue: Fødselsdage kan holdes i børnehaven eventuelt hjemme, men efter aftale med stuen, hvis det er praktisk muligt. Kan ikke garantere, at hjemmebesøg kan være på selve dagen.

Grøn stue: Holder fødselsdage i børnehaven og har erfaring med, at børnene synes, det er rigtig hyggeligt at holde fødselsdag her.

Med hensyn til "fødselsdags-menuen" vil vi lade det være op til jer at afgøre, hvad der skal serveres. Vi synes, at en fødselsdag er en festdag, hvor kage, chokolade, is og andet guf er OK. (men bestemt ikke en nødvendighed).

Omvendt skal fødselsdagesfesten være slut, når den er slut og der må derfor ikke deles slikposer ud, der er beregnet til at tage med hjem. Vi ved, at det er i bedste tanker, men som forældre er det svært at bede sit barn om at gemme slikpose til næste gang det er "slik-dag". Husk på, at der bliver fejret op til 20 fødselsdage om året.



Gå til kommunens hjemmeside
Vis kort
Børnehavehuset Lodsvej 64 | Lodsvej 64 | 2650 Hvidovre  | 3649 1280  | lodsvej@email.dk
Gør denne side til din startside